Ofte stillede spørgsmål & svar


Ofte stillede spørgsmål & svar
  • Begrænser øjensygdomme behandling med øjenlaser?
    Visse øjensygdomme og tilstande forhindrer os i at operere. Nogle af de tilstande, hvor vi vælger ikke at operere, drejer sig om: tørre øjne, højt tryk i øjet eller forandringer i hormonbalancen i forbindelse med graviditet og amning. Andre specielle sygdomme kan også være en hindring. Fortæl det til din autoriserede optiker eller sygeplejerske ved den gratis forundersøgelse, hvis du har en kronisk sygdom. Så får du at vide, hvad der gælder i dit tilfælde.
  • Hvor lang er ventetiden?
    Det afhænger af belægningen på vores klinikker. Selvom selve behandlingen går utroligt hurtigt, kræver hver behandling en forundersøgelse, en samtale, forberedelse, efterkontrol og streng opfølgning. Ventelisten til Vårda Øjenklinik er en af de korteste inden for sygdomsbehandling – højest to uger.
  • Hvordan foregår behandlingen?
    Øjet bliver målt meget nøje, og computeren beregner en optimal behandlingsprofil, en såkaldt wavefrontsanalyse. Din øjenlæge kontrollerer data og korrigerer dem om nødvendigt. Behandlingen varer 30-60 sekunder, afhængig af de dioptrier, som skal behandles. Patienten får lokalbedøvende øjendråber, og behandlingen er derfor helt smertefri. Under indgrebet ligger patienten på en bekvem briks og fastholder blikket ved hjælp af et blinkende lys. Excimerlaseren, som behandler hornhinden, styres af laserens computer.
  • Hvilke metoder findes der ifm. laseroperationer?
    Der findes NoCut, og en metode, som hedder LASIK.

    Til forskel fra de fleste andre klinikker anvender Vårda Øjenklinik udelukkende NoCut-metoden. Vi vil nemlig ikke skære unødigt i øjet. Vi har ganske enkelt valgt den bedste og mest sikre metode til vores patienter – og det er grunden til, at du bør få lavet dit syn skarpt hos os.
  • Hvilke synsfejl behandler I?
    Vi behandler nærsynethed op til -10 dioptrier, langsynethed op til +4 dioptrier og astigmatisme op til -4 dioptrier.
    Hvis du har en større synsfejl end dette, foretages en individuel vurdering. Dels vedrørende muligheden for at gennemføre en behandling og dels vedrørende prisen.
  • Hvordan bliver resultatet af en øjenoperation?
    Efter fire uger, når synet har stabiliseret sig, er de fleste tilfredse. Cirka 3-7 procent skal dog have korrigeret en lille tilbageværende synsfejl på grund af, at laseren ikke har taget tilstrækkeligt eller har taget for meget. Grunden til, at det kan blive sådan, skyldes, at alle mennesker er forskellige, og at visse øjne (hornhinder) er tættere og kræver mere laserenergi, mens andre hornhinder er mere porøse og kræver mindre "energi" for at opnå et bestemt resultat.
  • Er resultatet af en øjenoperation varigt?
    Den refraktive kirurgi giver en varig korrektion af synsfejlen ved at ændre øjets brydningsevne med en bestemt størrelse/styrke. Synet vil ikke ændre sig mere end et ikke-opereret øje gør. Derfor er det vigtigt, at synet er stabilt inden indgrebet. De fleste mennesker har en stabil refraktion i 20-års alderen.
  • Hvilken teknik anvender I mest?
    Vi har valgt at behandle alle patienter med NoCut. Metoden er sikker og giver ingen komplikationer. På Vårda Øjenklinik synes vi, at det er helt unødvendigt at skære i øjet, hvis man ikke skal.
  • Hvordan påvirkes mørkesynet?
    Alle får lidt forstyrrelser i mørkesynet i den første tid efter behandlingen. Cirka 10 procent har stadig et dårligere mørkesyn efter 1 år. Men med den nye type af behandling, som vi har brugt siden efteråret 2005 (en såkaldt asfærisk behandlingsprofil), nedsættes risikoen for at få et dårligere mørkesyn markant. Sammen med en wavefrontsanalyse giver dette de bedst tænkelige behandlingsforudsætninger.
  • Kan man få tørre øjne af indgrebet?
    Øjnene bliver mere eller mindre tørre efter operationen. De fleste har brug for ekstra fugtende dråber i en måned, nogle gange i længere tid. Det kan tage op til 4-6 måneder, inden det er, som det var inden behandlingen.
  • Gør det ondt med en øjenoperation?
    NoCut

    Selve operationen kan ikke mærkes. Derimod plejer helingen at føles lidt mere besværlig end for eksempel ved en LASIK-operation. Men vi har valgt kun at udføre NoCut-operationer, til trods for at det gør lidt mere ondt. Af den simple grund, at det er mere sikkert for dig som patient. I dagene efter en NoCut-operation kan du opleve en skurrende fornemmelse, og det gør ondt eller stikker i øjnene. Smerten betyder, at øjet heler, hvilket er godt. Det betyder nemlig, at dit øje bevares helt, hvilket gør at der ikke er noget til hinder for at få foretaget eventuelle fremtidige indgreb.

    Man kan også blive lidt mere lysfølsom i den første tid efter operationen. Der skal anvendes solbriller udendørs hver dag i tre måneder, uanset om det er solrigt eller overskyet. Derefter hver solskinsdag i 1 år for at mindske risikoen for ardannelse.
  • Er der nogen garanti for, at øjenoperationen lykkes?
    Alles øjne er forskellige, og ingen i hele verden kan love, at alle patienter får 100 procent skarpt syn efter en operation. Men vi stræber altid efter 1,0 - hvilket betyder fuld synsskarphed. I visse tilfælde behøves en "pudsning" efter helingsperioden for at fjerne den sidste rest. Vi har en garanti, som siger, at man bagefter skal kunne se 0,9 (90 procents synsskarphed) uden briller på det bedste øje. Hvis resultatet ikke bliver, som vi har lovet, indgår der en gratis supplerende behandling (under forudsætning af, at patienten inden operationen havde 100 procent syn på det bedste øje ved brug af briller).
  • Er NoCut uden bivirkninger?
    Vi har valgt NoCut udelukkende fordi metoden ikke giver komplikationer på samme måde som LASIK-metoden kan gøre. Derimod er helingstiden nogle dage længere i forhold til LASIK-metoden.
  • Hvis man har haft tørre øjne i længere tid, kan man så laserbehandle?
    En tilstand med tørre øjne kan være en hindring. Ved forundersøgelsen undersøges det, om din tåreproduktion er normal eller ej, og om du har problemer med tørre øjne, når du ikke bruger kontaktlinser.
  • Er der nogen aldersgrænse i forbindelse med at få foretaget en laseroperation?
    Hvis du er under 20 år, kan du ikke blive opereret med øjenlaser på Vårda Øjenklinik.
  • Er der risici i forbindelse med operationer?
    Der er ingen operation, som er helt risikofri. Med de moderne operationsteknikker er risikoen for komplikationer dog meget lille.
  • Kan man anvende sine gamle briller efter operationen?
    Hvis man for eksempel har været kraftigt nærsynet tidligere, kan man oftest nedsætte eller fjerne denne nærsynethed og altså få en god synsskarphed på afstand uden briller. En del målbart nærsynede personer trives derimod med dette. De foretrækker måske at kunne læse uden briller og trives med at have briller på, når de skal se på afstand, køre bil og se fjernsyn. Det kan de naturligvis fortsætte med. Almindeligvis skal brillestyrken dog justeres efter en grå stær-operation.
  • Kan man operere begge øjne samtidigt?
    Hidtil har dette ikke været almindeligt, men det sker i særlige tilfælde. Det er din synsfejl, der afgør, om det er hensigtsmæssigt at operere begge øjne samtidigt.
  • Anvendes der øjenlaser til en operation for grå stær?
    Når man opererer for grå stær, bruges der ikke øjenlaser, men man anvender ultralydsteknik. Derimod anvendes laser til at korrigere efterstær. Til dette anvendes en såkaldt YAG-laser. Efterstær kan opstå som en bivirkning ved en grå stær-operation, men det er ret usædvanligt. Hvis du får efterstær, korrigerer vi det på nogle få sekunder med YAG-laser, og det kan overhovedet ikke mærkes.
  • Hvordan foregår operationen?
    Det kan variere lidt, afhængig af hvor operationen foregår, og hvem der opererer. Den nyeste og mest moderne teknik, som anvendes i dag, indebærer, at operationen foretages gennem et meget lille snit i øjet. Et tyndt, rørformet instrument knuser den defekte linse ved hjælp af ultralyd og suger den ud af øjet. Indgrebet kaldes phacoemulsifikation.

    En kunstig linse, som er fremstillet af et blødt plastmateriale, gør det muligt for kirurgen at folde linsen sammen, så den bliver lille. Når den er godt inde i øjet, foldes den ud igen og sættes på plads. Snittet behøver ikke at blive udvidet lige så meget som med den ældre teknik. Øjet heler også meget hurtigere, og snittet er så lille, at det ikke engang skal sys sammen.

    Operationen foretages under lokalbedøvelse i form af øjendråber – altså ingen sprøjter! Bedøvelsen påvirker hverken synet eller blinkeevnen, hvilket den gamle teknik med sprøjter gjorde. Der behøves ingen forbinding over øjet efter operationen, og synet kommer sig efter kun et lille stykke tid – så snart blændingen fra operationsmikroskopet er forsvundet. Det er ikke usædvanligt, at øjet nærmest har normal synsstyrke allerede dagen efter operationen, hvis der ikke er andre synspåvirkende sygdomme i øjet, såsom glaukom eller makuladegeneration (aldersforandringer i den gule plet).

    Efter at have hvilet et stykke tid kan man tage hjem. Der foretages eventuelt en kontrolundersøgelse dagen efter, men oftest rækker det med en slutkontrol efter 1-2 uger. Efter 2-3 månader kan man tage ind til en optiker for at prøve nye briller, hvilket nogle gange skal anvendes til læsning.
  • Er det svært at se med begge øjne, hvis kun det ene er opereret?
    Nej, nu er det ikke noget problem! Før i tiden var det derimod en stor bekymring at få samsynet til at fungere, når kun det ene øje var ramt af grå stær.
  • Hvornår er man for gammel til en operation?
    Aldrig! Operationen er meget nem at få foretaget. Indgrebet foretages under lokalbedøvelse, og efter gennemført operation og lidt hvile er du klar til at tage hjem. Der er faktisk ingen øvre aldersgrænse for en grå stær-operation.
  • Hvornår skal man blive opereret?
    Man skal ikke vente, indtil "stæren er modnet", som man sagde før i tiden. Det medfører bare et unødigt besvær for patienten, ligesom for kirurgen, som skal udføre en mere besværlig operation med øget risiko for komplikationer. En god tommelfingerregel er at lade sig operere for grå stær, når den opleves som besværlig – når man må afholde sig fra at gøre ting, som man ellers ville have gjort.
  • Hvad er muligt at gøre?
    Der findes ingen medicinsk behandling for grå stær. Man kan kun operere. Men operationen er meget enkel og helt smertefri. Ved operationen fjernes den grumsede linse, som erstattes af en ny, kunstig linse, der giver et klart og fint syn igen.
  • Rammer grå stær altid begge øjne?
    Oftest rammes begge øjne, hvis man får grå stær. Men det er ikke helt usædvanligt, at det ene øje rammes først, og at det andet øje udvikler sygdommen efter et stykke tid. Nogle gange kan der gå flere år mellem forekomsten af sygdommen i de to øjne. Sygdommen kan også være ensidig (på et øje), men det er ret usædvanligt.
  • Hvilke symptomer får man?
    Et almindeligt første tegn er, at øjets refraktion (brydningsevne) forandres til den korte afstand (nærsynethed). Har man tidligere været afhængig af læsebriller, kan det helt uventet blive lettere at læse uden læsebriller. Snart kommer der imidlertid en øget uskarphed eller et tåget syn, og ofte rammes patienten af blændingsbesvær. Især på solrige dage kan det være svært at se udendørs, og det kan blive sværere at køre bil, specielt i mørke eller på klare dage, når solen står lavt. Et andet symptom er en tendens til dobbeltsyn på det ramte øje. Til forskel fra dobbeltsyn, som skyldes skelen, vil dobbeltbillederne stadig være der, hvis det andet øje dækkes til.
  • Hvad er grå stær/katarakt?
    Grå stær indebærer, at øjets linse bliver grumset. Dette kan ske på flere måder, med forskellig hastighed og i forskellige aldre. Almindeligvis sker det i en højere alder, og udviklingen går da ganske langsomt. Men grå stær forekommer dog i alle aldre, og der findes endda dem, der fødes med en grumset linse.

    Som regel udvikles sygdommen hurtigere, jo yngre patienten er ved debuten. Grå stær har ikke noget at gøre med grøn stær. Grøn stær (glaukom), er en sygdom, som angriber synsnerven, og som oftest fører til et forhøjet tryk inde i øjet. Den synsskade, som glaukom forårsager, kan aldrig rettes, men derimod stræber al behandling mod at bibeholde den eksisterende synsfunktion. Grå stær (katarakt) kan derimod opereres med succes, og synet vender tilbage, medmindre der er andre synspåvirkende sygdomme i øjet.

 
Domain: vardalaser.dk