Navn *
Telefon *
E-mail *
Jeg lever et meget hektisk liv med studier om dagen og arbejde om aftenen og natten. På grund af mine forskellige jobs fungerede det ikke med briller, linser var mit eneste alternativ. Desværre lykkedes det ikke at få linser med en helt perfekt pasform. Det betød at mine øjne hurtigt blev tørre. Derudover kunne linserne ikke korrigere hele min synsfejl. Det betød, at jeg ikke følte mig helt tryg ved mit syn, mens jeg tog kørekort. Synet levede op til reglerne, men jeg syntes selv, at jeg burde kunne se bedre. Så da min sambo foreslog, at jeg fik undersøgt om jeg kunne få en øjenoperation, begyndte jeg at søge på nettet. Jeg kom i kontakt med Vårda ØjenKlinik via Godt Syn, og begge virksomheder gjorde et virkelig godt indtryk - både mht hvad de vidste og hvordan de behandlede mig som kunde. Hvis man havde nogen spørgsmål eller undrede sig over noget, så var det bare at ringe eller maile. Da jeg er utrolig bange for de fleste indgreb, var det vigtigt for mig at jeg hurtigt kunne komme i kontakt med nogen, hvis det skulle være nødvendigt.
Jeg kom til forundersøgelse og er man vant til at gå til optiker, var det ikke meget anderledes her. Det var stort set som en almindelig synsprøve. Jeg kiggede på tavlen med bogstaver, han kiggede mig lidt i øjnene, ikke noget usædvanligt. Derefter fik jeg bedøvende- og pupiludvidende dråber. Han sagde til mig og min sambo, at dråberne ville virke om 20 min, så vi gik ud for at få en kop kaffe. Jeg kunne mærke at mit syn ændrede sig, men tænkte ikke nærmere over det. Vi drak vores kaffe færdig og da vi kom ud, var det som at få en økse i panden! De pupiludvidende dråber havde virket og det kunne mærkes. Dum som jeg var havde jeg glemt solbrillerne i bilen - godt tip; husk solbrillerne! Det var vel det der var vigtigst at nævne, men ellers skete der ikke noget "mærkeligt". Optikeren tog et billede af mine øjne og derefter fik jeg lov til at tage hjem. Jeg valgte at få forundersøgelsen to dage inde operationen, så jeg kunne melde afbud hvis jeg ikke syntes om klinikken, eller fortrød. Men alt var i orden, og jeg følte mig tryg ved at lægge mit syn i deres hænder.
Puh, jeg var simpelthen så nervøs at jeg ikke kunne sove natten inden operationen! Jeg var meget spændt og bad, som det første da jeg kom til Vårda, om noget beroligende. Jeg havde nok ikke behøvet at bede om det, da de med det samme fornemmede at jeg var nervøs - skuldrene sad oppe ved ørerne. Jeg er dødbange for sprøjter og skalpeller og selv om jeg vidste, at det ikke blev brugt her, hjalp det ikke på nervøsiteten. Alle var smaddersøde og forstående, samtidig med at de smilede lidt af mig. Jeg tror aldrig de har haft en der var så bange på klinikken. Men alle var søde og forklarede at det nok skulle gå. Jeg kunne mærke at den afslappende pille begyndte at virke, men var stadig utrolig spændt. Til sidst gik jeg ind på operationsstuen sammen med øjenlægen og en af plejerskerne og jeg så ikke ret meget. Dels fordi jeg havde fået nogle smertestillende dråber, men også fordi jeg ikke havde nogen briller på. Jeg lagde mig ned og fik en øjenlågsholder på det højre øje. Det var helt smertefrit, jeg kunne ikke en gang mærke om den var der eller ej. Det var rart, da jeg inden havde funderet meget over hvordan den ville føles. De dryppede lidt flere bedøvende dråber i mit højre øje og begyndte behandlingen. Lægen talte hele tiden til mig og var lige så spøgefuld som inden operationen. Det føltes som at se under vand op mod overfladen. Det føltes på en eller anden måde ikke rigtigt som om det foregik på øjet. Et lille stykke tid inde i operationen dryppede de noget i øjet, så det føltes som lynglimt, men det var stadig helt smertefrit. Jeg lugtede den berømte brændte lugt, men det var så specielt og ikke til at begribe og derfor blev det aldrig ubehageligt. Da det var tid til at gå igang med det venstre øje - det tog kortere tid end det har taget at læse hertil - var jeg helt tryg. På det venstre øje kunne jeg bedre mærke øjenlågsholderen, men det gjorde ikke ondt. Jeg vidste det ville være smertefrit og så slappede jeg lidt af - måske lidt vel meget, for jeg mistede fokus, og de måtte starte forfra. På mindre end 10 minutter var operationen overstået og jeg satte mig op. Jeg så bedre med det samme - jeg kunne se hvad klokken var! Den var lidt over fire om eftermiddagen og jeg kunne se! Sygeplejersken sagde, at jeg skulle blive siddende lidt, hvis det var nødvendigt, hvilket jeg gjorde. Jeg havde ikke se så godt i flere år. Og det var vel for meget for min lille hjerne. Jeg blev lidt ør, men det gik over efter nogle minutter. Derefter gik jeg til hvilerummet hvor min sambo ventede. Det var rigtig hyggeligt med lys i hjørnet, rolig musik og jeg blev tilbudt både kaffe, frugt og en mad. Jeg blev bedt om at hvile øjnene, men det var svært - jeg kunne jo se! Jeg havde ikke lyst til at lukke dem. Efter et øjeblik kom "medicindamen" ind for at fortælle hvordan jeg skulle tage mine øjendråber. Jeg fik lov at hvile mig lidt længere og derefter sagde de, at jeg godt måtte tage hjem. Da virkede den beroligende pille! Da jeg skulle gå, var mine ben som gummi og jeg måtte hjælpes ud. Det var det mest specielle ved operationsdagen, og det havde ikke engang noget med øjnene at gøre.
Senere på aftenen sveg det i øjnene, men det gjorde ikke ondt. De næste dage var jeg meget træt og synet svingede meget. Indimellem kunne jeg se alt på tv´et, ind imellem var alt sløret. Jeg sov meget, havde grus i øjnene og fik nemt hovedpine. Fjerdedagen var den værste og jeg måtte bruge dråberne som jeg fik på klinikken. Det var også på fjerdedagen jeg skulle fjerne beskyttelseslinserne, noget jeg var lidt nervøs for, da jeg havde hørt at det godt kunne gøre ondt. Men det var fuldstændig som at tage en normal linse ud, det var endda lidt lettere da alle dråberne havde gjort, at den ikke sad så godt fast. Og bagefter havde jeg det meget bedre. Grusfornemmelsen forsvandt og jeg følte mig meget mere frisk. Jeg har stadig brug for tåreerstatningsdråber, og solbrillerne hjælper mig meget når jeg for eksempel er til forlæsninger, ellers går det rigtig godt. Jeg har svært ved at forstå, at jeg ikke tog beslutningen langt tidligere. Tænk hvor meget lettere livet havde været. Jeg er så tilfreds med hele processen og jeg ville uden tvivl gøre det igen - men det behøver jeg jo ikke, eftersom de var så dygtige på kliniken!
Et kæmpe tak til personalet, fra "den dinglende"!Mvh Melissa Larsson